De fleste kender den verdensberømte danske forfatter, som levede en del af sit liv i Afrika. Men hvad handler hendes fortællinger egentlig om? Og hvorfor er det stadig relevant at læse hendes forfatterskab? Det giver foredraget et bud på. Jeg er udover journalist uddannet cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur / Filosofi og har skrevet speciale om Karen Blixens ”Vinter Eventyr”.

Shakespeare, Hemingway og Herman Bang er klassisk litteratur, siger man. Men hvad betydet i grunden, at noget er klassisk? Hvorfor er det relevant at fordybe sig i flere hundrede år gamle tekster? En del af svaret er, at vi lever i en tid, hvor overfladisk og hurtigt konsumeret viden har alt for gode vilkår. Og klassiske litteratur beskæftiger sig med tilværelsens evigtgyldige dilemmaer. I foredraget giver jeg eksempler på uundgåelige mesterværker og fortæller, hvordan man kan læse klassikere – også James Joyces berygtede ”Ulysses.”

Litteraturen er rig på fortællinger om skilsmisser, søskendejalousi, utroskab og komplicerede forældreforhold. I den islandske forfatter Gunnar Gunnarssons roman ”Borgslægtens historie” optræder der fx et brødrepar. Den ene er farens favoritsøn. Den anden bryder faren sig mindre om. Samme betændte forhold er der i John Steinbecks roman ”Øst for Paradis”. På den måde afspejler litteraturen de udfordringer, vi almindelige mennesker også kan stå i, men som det kan være vanskeligt at tale om. Netop derfor er det oplagt at læse bøger som en indgangsvinkel til at diskutere det pinlige eller tabubelagte. Foredraget giver eksempler på kendte og ukendte værker, der handler om familieforhold, og jeg giver samtidig en guide til, hvordan man skal læse og forstå bøgerne.

Hvordan laver man et oplæg, så tilhørerne både blive klogere, personligt berørte og føler sig en lille smule underholdt? Behøver man at dynge sine slides til med ord og tal? Og hvorfor skal man som oplægsholder, facilitator eller vært både være velforberedt og en lille smule nervøs på samme tid?

I løbet af kurset kommer vi blandt andet omkring:
– Sådan kan du bygge dit oplæg op 
– De gode slides – PowerPoint må ikke være en krykke
– Ram målgruppen – hver gang
– Talekort, noter og andre tips til den gode præsentationsteknik
– Værdien af at være velforberedt

Overskrifterne siger ikke, hvad artiklen handler om. Journalistens egen person fylder. Og er det rigtigt, at medierne kun beskæftiger sig med død og sensationer? Foredraget giver et indblik i, hvordan tankegangen er hos de danske medier. Jeg har i 20 år undervist studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i at skrive fængende og korrekt. Og sammen med journalist Kurt Strand har jeg skrevet og redigeret bogen ”Vi sætter pris på det danske sprog”.

Hvordan aktiverer man kursisterne i en foredragssal? Hvorfor er det en god ide at udskifte en fjerdedel af sit materiale, hver gang man skal undervise? Og hvad gør man, hvis den samme kursist igen og igen taler alt for længe? Det er nogle af spørgsmål, workshoppen besvarer. Jeg har gennem 25 år blandt andet undervist på gymnasier, Folkeuniversitetet højskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og skrevet bogen ”Bliv en endnu bedre underviser. 155 øvelser, udfordringer og gode råd”.

Skriftlig kommunikation er en stor del af mange menneskers arbejdsliv, og for virksomheder er det et uundværligt og naturligt arbejdsredskab. Men når du kommunikerer på skrift, ved du ikke altid, hvordan modtageren læser og forstår dit budskab. Desuden bliver vi konstant bombarderet med tekster og ord fra sociale medieplatforme. 
Derfor er det afgørende at formulere sig kort, korrekt og konkret, så din tekst skiller sig ud.

På kurset lærer du at målrette din tekst på en professionel, troværdig og overbevisende måde, så læserne bliver klogere uden at skulle anstrenge sin unødigt. Vi afprøver konkrete skrivemodeller, så du kan opbygge din tekst på en enkel måde. Samtidig får du stillet din sproglige diagnose, så du ved, hvad du skal forbedre.